Det er godt nok længe siden jeg har skrevet herinde!
Det kom sig egentligt først og fremmest af, at jeg ikke længere havde en computer tilgængelig, og at jeg ikke ønskede at blogge fra mobilen. Selv da jeg fik anskaffet mig en mindre bærbar, til det mest nødvendige, følte jeg ikke for at tage bloggen op igen.
Min søster fortalte mig i går, om hendes egen blog, og så var jeg få timer efter herinde igen, og læse alle mine indlæg. Wow, der er sket meget siden sidst!
Hvis jeg lige skulle tage fat om de allermest løse ender:
Nopes, ingen baby.
Nopes, ingen flytning.
Nopes, intet vægttab.
Til gengæld:
YESH! Fri af medicin!
YESH! Forhåbentligt studiestart til næste år!
YESH! Jeg er i live igen! Mit liv giver mere mening! ALT giver mere mening!
Jeg vil overhovedet ikke skrive et laaaaangt indlæg om alt hvad der er foregået. Jeg tror slet ikke jeg selv kan holde fokus til den slags. Skal vi ikke satse på en stille og rolig genindførelse i livets løjer, som de er pt? Det lyder sgu en smule sjovere og mere ligetil. :)
Woops, jeg har grøntsager der skriger om nåde på komfuret, jeg smutter! :)
/Helle
søndag den 28. juni 2015
søndag den 9. februar 2014
Flugt og fred
I går fik jeg at vide, at en god bekendt af mig har afsluttet sit liv.
Jeg lærte hende at kende en del år siden, og snakkede i perioder meget med hende. Dog gled kontakten lidt ud i årenes løb, og det røg i baggrunden.
Allerede dengang oplevede jeg dog en kvinde i konflikt, en kvinde i sorg. En kvinde der kæmpede med en masse ting. Dog så jeg hende samtidig også som stærk på mange punkter, så jeg har aldrig tænkt at det var så ubærligt for hende. Stakkels kvinde :(
Da jeg fik at vide i går, at hun havde sagt farvel, var det først en følelse af chok der ramte mig, men pludselig begyndte tingene jo at give mening. Jeg vil ikke sige, at jeg retfærdiggør hendes ubærlige tilstand, for sådan bør ingen mennesker have det, men jeg forstår hendes behov for flugt og fred. At stoppe det.
Der er ingen tvivl om, at hun har båret på smerterne længe, og folk omkring hende har vidst det, men ikke kendt dybden af det.
Uanset hvad, påvirker det mig dybt, og jeg føler med de folk der stod hende nær, som nu oplever dette helt tæt på.
Jeg tror hun har fred nu. Det fortjener hun.
Tak for mange gode stunder og gode snakke, jeg håber at du er et bedre sted nu <3
Jeg lærte hende at kende en del år siden, og snakkede i perioder meget med hende. Dog gled kontakten lidt ud i årenes løb, og det røg i baggrunden.
Allerede dengang oplevede jeg dog en kvinde i konflikt, en kvinde i sorg. En kvinde der kæmpede med en masse ting. Dog så jeg hende samtidig også som stærk på mange punkter, så jeg har aldrig tænkt at det var så ubærligt for hende. Stakkels kvinde :(
Da jeg fik at vide i går, at hun havde sagt farvel, var det først en følelse af chok der ramte mig, men pludselig begyndte tingene jo at give mening. Jeg vil ikke sige, at jeg retfærdiggør hendes ubærlige tilstand, for sådan bør ingen mennesker have det, men jeg forstår hendes behov for flugt og fred. At stoppe det.
Der er ingen tvivl om, at hun har båret på smerterne længe, og folk omkring hende har vidst det, men ikke kendt dybden af det.
Uanset hvad, påvirker det mig dybt, og jeg føler med de folk der stod hende nær, som nu oplever dette helt tæt på.
Jeg tror hun har fred nu. Det fortjener hun.
Tak for mange gode stunder og gode snakke, jeg håber at du er et bedre sted nu <3
lørdag den 8. februar 2014
*CRASH*
Pyyyha! Jeg skrev jo lidt om at jeg var træt i går, men at det var på en behagelig og trods alt en "jeg-har-lavet-noget"-træthed.
Det gik bare helt galt i morges. Jeg vågnede bare og kunne med det samme mærke at verdenen var alt for stor! Jeg fik kæmpet mig ud med hundene, og turen var ganske simpelthen forfærdelig. Jeg vidste bare af bitter erfaring, at det ikke bare var morgentræthed.
Da jeg sad hjemme i min seng skulle jeg vende og dreje flere situationer. Jeg var jo egentlig ikke i dårligt humør som sådan, jeg var bare totalt crashed, mit filter var virkelig slidt ned af en hård uges indtryk. Jeg meldte derfor afbud til en ellers længe ventet og hyggelig begivenhed. ØV.
Jeg føler mig bare ikke rigtig klar til at presse mig selv. Jeg vil rigtig gerne udfordre mig selv, opnå succes og overvinde nogle grænser, så jeg langsomt kan komme tilbage i kampen igen og føle mig som en del af verdenen. Men der er bare stor forskel på at udfordre sig selv og på at presse sig selv. Jeg nøjes lige med udfordringer, -et stykke tid endnu.
Dagen i dag er derfor primært gået med afslapning, en masse bobbel-terapi (minimér indtryk!) og lidt afslappende musik der trods alt gjorde at jeg ikke sumpede helt hen. Så det gik jo det hele.
Det er meget fascinerende at være hovedperson i alle disse op- og nedture. Selvfølgelig er det ret træls til tider, men hvor er det inspirerende at jeg for hver gang jeg falder sammen, lærer lidt mere om mig selv. Jeg bliver bedre og bedre til at fornemme mine reaktioner, endda forudse dem.
Jeg er i hvert fald, trods asocialiteten i det, mægtig glad for at jeg traf beslutningen om at blive hjemme i dag. For jeg har det ærligt talt stadig rigtig skidt, og jeg tør slet ikke tænke på hvor skidt jeg ville have haft det, hvis jeg havde deltaget. Det er lidt svært at skulle skrive, men jeg er ret sikker på at det trods alt var den helt rigtige beslutning.
NU vil jeg slappe lidt yderligere af, nok især under dynen, hehe. Burde virkelig sove en del mere, så jeg kan få det sidste ud af kroppen.
/Helle
Det gik bare helt galt i morges. Jeg vågnede bare og kunne med det samme mærke at verdenen var alt for stor! Jeg fik kæmpet mig ud med hundene, og turen var ganske simpelthen forfærdelig. Jeg vidste bare af bitter erfaring, at det ikke bare var morgentræthed.
Da jeg sad hjemme i min seng skulle jeg vende og dreje flere situationer. Jeg var jo egentlig ikke i dårligt humør som sådan, jeg var bare totalt crashed, mit filter var virkelig slidt ned af en hård uges indtryk. Jeg meldte derfor afbud til en ellers længe ventet og hyggelig begivenhed. ØV.
Jeg føler mig bare ikke rigtig klar til at presse mig selv. Jeg vil rigtig gerne udfordre mig selv, opnå succes og overvinde nogle grænser, så jeg langsomt kan komme tilbage i kampen igen og føle mig som en del af verdenen. Men der er bare stor forskel på at udfordre sig selv og på at presse sig selv. Jeg nøjes lige med udfordringer, -et stykke tid endnu.
Dagen i dag er derfor primært gået med afslapning, en masse bobbel-terapi (minimér indtryk!) og lidt afslappende musik der trods alt gjorde at jeg ikke sumpede helt hen. Så det gik jo det hele.
Det er meget fascinerende at være hovedperson i alle disse op- og nedture. Selvfølgelig er det ret træls til tider, men hvor er det inspirerende at jeg for hver gang jeg falder sammen, lærer lidt mere om mig selv. Jeg bliver bedre og bedre til at fornemme mine reaktioner, endda forudse dem.
Jeg er i hvert fald, trods asocialiteten i det, mægtig glad for at jeg traf beslutningen om at blive hjemme i dag. For jeg har det ærligt talt stadig rigtig skidt, og jeg tør slet ikke tænke på hvor skidt jeg ville have haft det, hvis jeg havde deltaget. Det er lidt svært at skulle skrive, men jeg er ret sikker på at det trods alt var den helt rigtige beslutning.
NU vil jeg slappe lidt yderligere af, nok især under dynen, hehe. Burde virkelig sove en del mere, så jeg kan få det sidste ud af kroppen.
/Helle
fredag den 7. februar 2014
Blodprøver og te-vand?!
Hold da nu altså maule, hvor er jeg træt! Men på en alt for fed og skøn måde!
Læser man med på min blog må det da være et helvede med alle de halve situationer der aldrig bliver afsluttet. Så nu vil jeg lige runde sidste indlæg af.
Turen til lægen gik fint, jeg fik taget blodprøver, alt er tiptop. Yay! Jeg har derimod fået en seneskade i skulderen, af at sidde for meget ved computer, og VUPTI, så var det helt OK at jeg ikke har blogget så længe, hahah.
Nå, det gode humør smitter jo som sagt, og jeg smiler meget disse dage. Der er såmænd ikke sket noget særligt, men min mentale tilstand er ovenpå i helt ekstrem grad. I Marts skal jeg sættes yderligere ned i medicin, og jeg har startet en opsparing der skal gå til et diætistforløb, som jeg forhåbentligt kan starte inden sommer. K og jeg skal starte med at svømme, det er godt for så mange ting i kroppen, så det glæder vi os til.
Jeg har derudover haft en masse skønne oplevelser på det seneste. Den vildeste var en tur i Tante T i København. Normalt er jeg slet ikke til oplevelser med for mange indtryk, men dette var lige min stil. Dejlige dufte, rolige mennesker, en masse viden jeg kunne suge til mig, og en fantastisk brun papirspose fyldt med te-godteri som jeg kunne tage med mig hjem.
Jeg føler at der sker ting og sager, gode ting. Det føles så rart. Måske er det foråret der er på vej, eller også er det livet der står og banker på?
Selvom jeg er glad og smilende, så kræver det også sin energi at holde gang i så mange ting, så jeg sover meget og er ofte dødtræt. Det er bare det hele værd!
/Helle
Læser man med på min blog må det da være et helvede med alle de halve situationer der aldrig bliver afsluttet. Så nu vil jeg lige runde sidste indlæg af.
Turen til lægen gik fint, jeg fik taget blodprøver, alt er tiptop. Yay! Jeg har derimod fået en seneskade i skulderen, af at sidde for meget ved computer, og VUPTI, så var det helt OK at jeg ikke har blogget så længe, hahah.
Nå, det gode humør smitter jo som sagt, og jeg smiler meget disse dage. Der er såmænd ikke sket noget særligt, men min mentale tilstand er ovenpå i helt ekstrem grad. I Marts skal jeg sættes yderligere ned i medicin, og jeg har startet en opsparing der skal gå til et diætistforløb, som jeg forhåbentligt kan starte inden sommer. K og jeg skal starte med at svømme, det er godt for så mange ting i kroppen, så det glæder vi os til.
Jeg har derudover haft en masse skønne oplevelser på det seneste. Den vildeste var en tur i Tante T i København. Normalt er jeg slet ikke til oplevelser med for mange indtryk, men dette var lige min stil. Dejlige dufte, rolige mennesker, en masse viden jeg kunne suge til mig, og en fantastisk brun papirspose fyldt med te-godteri som jeg kunne tage med mig hjem.
Jeg føler at der sker ting og sager, gode ting. Det føles så rart. Måske er det foråret der er på vej, eller også er det livet der står og banker på?
Selvom jeg er glad og smilende, så kræver det også sin energi at holde gang i så mange ting, så jeg sover meget og er ofte dødtræt. Det er bare det hele værd!
/Helle
fredag den 24. januar 2014
Tjekliste?!
Argh! Min bus går om 10 minutter!
Jeg når den jo selvfølgelig, men argh! Jeg har overhovedet ikke styr på alle de ting jeg skal snakke med lægen om. Hmfr.
Har lavet en liste på min mobil med ting jeg skal huske at nævne, og i bussen derned skal jeg lige briefe K også, så han kan fungerer som støtte-husker.
Må bare gøre en solid indsats! Hvis jeg skal til at være forældre så må jeg fandme også til at nosse mig sammen og få styr på sådan noget her pjat.
JAH!
Jeg når den jo selvfølgelig, men argh! Jeg har overhovedet ikke styr på alle de ting jeg skal snakke med lægen om. Hmfr.
Har lavet en liste på min mobil med ting jeg skal huske at nævne, og i bussen derned skal jeg lige briefe K også, så han kan fungerer som støtte-husker.
Må bare gøre en solid indsats! Hvis jeg skal til at være forældre så må jeg fandme også til at nosse mig sammen og få styr på sådan noget her pjat.
JAH!
torsdag den 23. januar 2014
Neglelak og passioner!
Ååååh jeg eeelsker neglelak! Jeg har en 1½ meter lang hylde hængene i stuen med mine babyer, i dobbeltlag! Eller hvad det nu hedder når de står i to rækkker på hylden.
Jeg sad lige her ved computeren og stirrede hen på hylden. Kiggede så ned på mine negle, der bærer tydeligt præg af den sidste uges heftige hurlemhej. Jeg har simpelthen blokeret tanken om neglelak totalt, og har nu fundet mig selv med negle der ligner lort. Min neglelak er flygtet! I flager! Og har efterladt sølle efterladenskaber der vidner om en storhedstid der gik i forfald med et brag. Bah... det er synd for Orly Pink Pixel at blive sat i så dårligt et lys. En så smuk neglelak burde altid vises som det den er, -gudesmuk!
Jeg vil ikke tale en masse om mærker, farver og typer. Dog vil jeg gerne tale lidt om det der med at have en hobby.
Det er så skægt, at mennesket kan fascineres af de små ting. Jeg ved ikke om jeg har snakket om det før, men jeg er sygeligt vild med entusiasme. Det er ren humørporno! Folk der oser langt væk af entusiasme, kan betage mig så meget at jeg står som en død fisk og labber ALT i mig som der fortælles om. Men nej... ofte forstår jeg det ikke, ofte har jeg glemt detaljerne om aftenen, og ofte hører jeg slet ikke efter i så stor en grad som jeg burde. Argh, men at se mennesker på den måde, det giver mig bare lyst til at ruske i dem og bede dem fortsætte! MERE, TAK!
Min storebror gik i skole med en fantastisk fyr på Gymnasiet. Jeg fandt senere ud af, at min daværende kæreste havde gået i folkeskole med ham endda. Det gav mig pludselig to mægtig gode grunde til at "connecte" med ham. Jeg var vidst lidt forelsket i ham *flov*, men nu hvor jeg ser tilbage, var det ikke fordi han som personlighed i sig selv interesserede mig. Vi var aldrig blevet et velfungerende par. Men den passion.... den evindelige passion han udstrålede, hans engagement, hans entusiastiske væsen og hans enorme behov for at indleve andre mennesker i hans verden... åååååh... jeg har stået i timevis i sneen, når jeg mødte ham under en hunde-luftetur, og hørt ham tale om fysik og naturlove, matematik og indviklede udregninger.. for helvede hvor var det fedt! Jeg var totalt høj hver gang, når jeg gik derfra!
Jeg har faktisk, ved nærmere eftertanke haft en del små crush på den slags mennesker. Min latinlærer i gymnasiet var samme type menneske. Fyldt op af kærlighed og passion for sit fag. Jeg husker en dag hvor jeg spurgte ham, om han havde andre hobbyer end at studere latin, hvortil han svarede: "Det skulle da lige være når jeg studerer det græske sprog!" og kastede sig ud i en længere monolog... han var ret lækker.
Hvordan bringer neglelak mig hen til dette? Jo! Neglelak er en af mine passioner! Jeg har talt meget om mine dyr, men neglelak er også en kæmpe passion. Jeg snakker ikke om det uafbrudt, men spørger min familie ind til det, er jeg (indrømmet) nok lidt svær at stoppe igen. Når de spørger hvor mange lakker jeg har, og svarer: "mellem 100 og 150" ser de med store øjne på mig og ser imponerede ud, mens at jeg indeni tænker: "DET ER BARE FOR LIDT!!!" hahaha.
Jeg ved godt, at det ikke er alle folk der er som mig, og synes entusiasme og passioner er dybt fascinerende, men jeg håber at jeg aldrig løber tør for passion omkring mig. I need it! Hvis jeg ikke selv oplever det, så elsker jeg bare, at så mange af mine venner og veninder, både de tætte og de bekendte, har så mange interesser og hobbyer, som jeg kan sidde og lytte til eller iagtage.
Passion er en dyb drivkraft. Jeg tror på, at de lykkeligste mennesker er dem der udlever deres passioner. Der er selvfølgelig nogle passioner der er knap så berigende for samfundet, men i bund og grund (med nogle undtagelser naturligvis) ville jeg gerne se flere mennesker der turde mærke lidt efter deres passioner. Finde grobund for deres egen lille indre fanklub, grave en masse entusiasme frem og opbygge evnen til at engagere sig totalt i noget. Jeg tror det er gavnligt for sjælen.
...medmindre man er pædofil eller seriemorder. Sådan slutter man et positivt og dybfølt indlæg af på den mest nederen måde, bum.
/Helle
Jeg sad lige her ved computeren og stirrede hen på hylden. Kiggede så ned på mine negle, der bærer tydeligt præg af den sidste uges heftige hurlemhej. Jeg har simpelthen blokeret tanken om neglelak totalt, og har nu fundet mig selv med negle der ligner lort. Min neglelak er flygtet! I flager! Og har efterladt sølle efterladenskaber der vidner om en storhedstid der gik i forfald med et brag. Bah... det er synd for Orly Pink Pixel at blive sat i så dårligt et lys. En så smuk neglelak burde altid vises som det den er, -gudesmuk!
Jeg vil ikke tale en masse om mærker, farver og typer. Dog vil jeg gerne tale lidt om det der med at have en hobby.
Det er så skægt, at mennesket kan fascineres af de små ting. Jeg ved ikke om jeg har snakket om det før, men jeg er sygeligt vild med entusiasme. Det er ren humørporno! Folk der oser langt væk af entusiasme, kan betage mig så meget at jeg står som en død fisk og labber ALT i mig som der fortælles om. Men nej... ofte forstår jeg det ikke, ofte har jeg glemt detaljerne om aftenen, og ofte hører jeg slet ikke efter i så stor en grad som jeg burde. Argh, men at se mennesker på den måde, det giver mig bare lyst til at ruske i dem og bede dem fortsætte! MERE, TAK!
Min storebror gik i skole med en fantastisk fyr på Gymnasiet. Jeg fandt senere ud af, at min daværende kæreste havde gået i folkeskole med ham endda. Det gav mig pludselig to mægtig gode grunde til at "connecte" med ham. Jeg var vidst lidt forelsket i ham *flov*, men nu hvor jeg ser tilbage, var det ikke fordi han som personlighed i sig selv interesserede mig. Vi var aldrig blevet et velfungerende par. Men den passion.... den evindelige passion han udstrålede, hans engagement, hans entusiastiske væsen og hans enorme behov for at indleve andre mennesker i hans verden... åååååh... jeg har stået i timevis i sneen, når jeg mødte ham under en hunde-luftetur, og hørt ham tale om fysik og naturlove, matematik og indviklede udregninger.. for helvede hvor var det fedt! Jeg var totalt høj hver gang, når jeg gik derfra!
Jeg har faktisk, ved nærmere eftertanke haft en del små crush på den slags mennesker. Min latinlærer i gymnasiet var samme type menneske. Fyldt op af kærlighed og passion for sit fag. Jeg husker en dag hvor jeg spurgte ham, om han havde andre hobbyer end at studere latin, hvortil han svarede: "Det skulle da lige være når jeg studerer det græske sprog!" og kastede sig ud i en længere monolog... han var ret lækker.
Hvordan bringer neglelak mig hen til dette? Jo! Neglelak er en af mine passioner! Jeg har talt meget om mine dyr, men neglelak er også en kæmpe passion. Jeg snakker ikke om det uafbrudt, men spørger min familie ind til det, er jeg (indrømmet) nok lidt svær at stoppe igen. Når de spørger hvor mange lakker jeg har, og svarer: "mellem 100 og 150" ser de med store øjne på mig og ser imponerede ud, mens at jeg indeni tænker: "DET ER BARE FOR LIDT!!!" hahaha.
Jeg ved godt, at det ikke er alle folk der er som mig, og synes entusiasme og passioner er dybt fascinerende, men jeg håber at jeg aldrig løber tør for passion omkring mig. I need it! Hvis jeg ikke selv oplever det, så elsker jeg bare, at så mange af mine venner og veninder, både de tætte og de bekendte, har så mange interesser og hobbyer, som jeg kan sidde og lytte til eller iagtage.
Passion er en dyb drivkraft. Jeg tror på, at de lykkeligste mennesker er dem der udlever deres passioner. Der er selvfølgelig nogle passioner der er knap så berigende for samfundet, men i bund og grund (med nogle undtagelser naturligvis) ville jeg gerne se flere mennesker der turde mærke lidt efter deres passioner. Finde grobund for deres egen lille indre fanklub, grave en masse entusiasme frem og opbygge evnen til at engagere sig totalt i noget. Jeg tror det er gavnligt for sjælen.
...medmindre man er pædofil eller seriemorder. Sådan slutter man et positivt og dybfølt indlæg af på den mest nederen måde, bum.
/Helle
tirsdag den 21. januar 2014
Kontanthjælpsreform *vræl*
For pokker da, hvor er det modbydeligt og ulideligt at vi i dag skriver d. 21. Januar 2014, og vi aner ikke hvad vi har af penge i næste måned pga den nye kontanthjælpsreform.
Een ting er at de trækker folk, men det er simpelthen umenneskeligt at trække pinen på den måde. Folk har ikke en jordisk chance for at forberede sig! Man kan ikke engang få et ordentligt indblik via diverse kommuners hjemmesider + beskæftigelsesministeriet, for reglerne bliver tolket lidt som vinden blæser.
Allerede nu er jeg medlem af en gruppe på Facebook hvor jeg dagligt læser om flere klagesager der allerede er startet, fordi kommunerne fejlberegner folks kontanthjælp eller beder om personlige papirer som de ikke har ret til.
Jeg hader det! Håber inderligt at K snart kan bliver udredt og vide hvad han står med af fremtidsudsigter. Men først og fremmest ønsker jeg mig et brev fra kommunen, så jeg ved hvordan vores kommende måneder ser ud. Vræler bare indvendigt allerede, over hele den her reform som rammer så mange mennesker...
Een ting er at de trækker folk, men det er simpelthen umenneskeligt at trække pinen på den måde. Folk har ikke en jordisk chance for at forberede sig! Man kan ikke engang få et ordentligt indblik via diverse kommuners hjemmesider + beskæftigelsesministeriet, for reglerne bliver tolket lidt som vinden blæser.
Allerede nu er jeg medlem af en gruppe på Facebook hvor jeg dagligt læser om flere klagesager der allerede er startet, fordi kommunerne fejlberegner folks kontanthjælp eller beder om personlige papirer som de ikke har ret til.
Jeg hader det! Håber inderligt at K snart kan bliver udredt og vide hvad han står med af fremtidsudsigter. Men først og fremmest ønsker jeg mig et brev fra kommunen, så jeg ved hvordan vores kommende måneder ser ud. Vræler bare indvendigt allerede, over hele den her reform som rammer så mange mennesker...
Abonner på:
Opslag (Atom)